Fik fornemt besøg igår. Midt i det vilde regnvejr kom min lillesøster Miriam på seks år trippende ind ad døren med lyserød regnfrakke og sine små fine sko (venstre sko på højre fod og vise versa...)
Normalt elsker Miriam at møde os store søskende, men igår var det meget svært at fange hendes interesse. Hun gad ikke at fortælle om gårdagens tivolitur. Eller besøg fra Polen. Eller hendes nye computerspil eller...
Endelig kom det frem: "Du lovede, at når jeg kom og besøgte dig på en rigtig regnvejrsdag, så ville du hente dit gamle dukkehus fra loftet, så jeg kunne lege med det."
Nu kan jeg jo ikke hente så meget fra loftet i øjeblikket, så Miriam og jeg lagde en plan og afventede min fars ankomst. Min far ankom (venstre sko på venstre fod og vise versa) og fik ikke lov til at sidde længe, førend han måtte på loftet efter dukkehus, tilbygning og alle møblerne.
Og så gik Miriam igang, og vi hørte næsten ikke en lyd fra hende de næste tre timer. Jeg kunne ligge i min seng og følge med i en indretningsarktitekt blive født, for jeg må med stolthed (eller skam) sige, at det dukkehus aldrig har været mere hyggeligt indrettet end ved Miriams kyndige hånd på trods af, at dukkehuset var mit yndlingslegetøj gennem en stor del af min barndom.
Nå, det blev farveltid, og Far bar dukkehuset tilbage på loftet. Miriam kom over og puttede sig ind til mig, og jeg stillede det fatale spørgsmål: "Så Miriam, kom du for at besøge mig eller for at lege med dukkehuset?" Svaret faldt lidt for prompte og med et lidt for smørret grin: "For at lege med dukkehuset."
Tja, ærlighed er vel også kærlighed? Eller hvad?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar