Frida

Har tænkt og bedt for Frida (navnet er ændret) siden Teens To Children i starten af august.
Vi mødte Frida og hendes mormor på stranden i Humlebæk.
"SKAL man høre om Gud for prøve jeres aktiviteter?" spurgte mormoderen, og selvfølgelig skulle man ikke det.

Frida prøvede aktiviteterne, mens jeg stod i måske 20 minutter og snakkede med mormoderen om Kristendommen, børnebørn og meget mere. Vi var enige om børnebørn og meget mere, men omkring Kristendommen var vi nok ikke så enige...

Og siden da har jeg ikke kunnet glemme Frida - eller hendes mormor. Jeg vil sådan ønske, at Frida kunne begynde i min børneklub. At hun kan få lov til at høre om Gud. At hun kan få mulighed for at fortælle sin mormor om Gud - sådan som han virkelig er. Måske vil du som læser denne blogpost bede en lille bøn for Frida lige nu?

Undskyld, men var det et kompliment?

Dagen før, jeg skulle opereres, sad jeg og læste teenagernes evalueringer fra Teens To Children (se evt. starten af august), og jeg har flere gange efterfølgende tænkt på Simons kommentar:
"... også fedt, at intet her virker uden Gud..."
Må virkelig more mig over den kommentar (men ikke for meget, for jeg skal jo passe på min nyopererede mave ;-)) Maj og jeg knokler altid rundt og gør vores bedste for at lave så tjekket et outreach som muligt, og så siger Simon: "intet her virker uden Gud".
Men Simon er nu tilgivet, for jeg forstår godt, hvad han mener. Evangelisation virker ikke uden Gud! Man kan forberede sig så godt, man nu kan, men man kan ikke sikre sig et godt outreach uden Guds hjælp. Og Simon forsætter også sin evaluering ved at skrive noget i retningen af: "...for det gør virkelig, at man lærer at stole på Gud og bede til ham."
Ja, mere præcis kan det vel ikke siges. Heller ikke om livet (selv om nogle tror det):
Intet her virker uden Gud, så man lærer virkelig at stole på ham og bede til ham.

Ostepops!!??

De siger, at jeg i denne tid skal lytte til min krop.
Men hvis min krop har sagt: "Ostepops!!" i fire dage - mon jeg så skal blive ved med at lytte til den?

Ærlighed er vel også kærlighed?

Fik fornemt besøg igår. Midt i det vilde regnvejr kom min lillesøster Miriam på seks år trippende ind ad døren med lyserød regnfrakke og sine små fine sko (venstre sko på højre fod og vise versa...)
Normalt elsker Miriam at møde os store søskende, men igår var det meget svært at fange hendes interesse. Hun gad ikke at fortælle om gårdagens tivolitur. Eller besøg fra Polen. Eller hendes nye computerspil eller...
Endelig kom det frem: "Du lovede, at når jeg kom og besøgte dig på en rigtig regnvejrsdag, så ville du hente dit gamle dukkehus fra loftet, så jeg kunne lege med det."
Nu kan jeg jo ikke hente så meget fra loftet i øjeblikket, så Miriam og jeg lagde en plan og afventede min fars ankomst. Min far ankom (venstre sko på venstre fod og vise versa) og fik ikke lov til at sidde længe, førend han måtte på loftet efter dukkehus, tilbygning og alle møblerne.
Og så gik Miriam igang, og vi hørte næsten ikke en lyd fra hende de næste tre timer. Jeg kunne ligge i min seng og følge med i en indretningsarktitekt blive født, for jeg må med stolthed (eller skam) sige, at det dukkehus aldrig har været mere hyggeligt indrettet end ved Miriams kyndige hånd på trods af, at dukkehuset var mit yndlingslegetøj gennem en stor del af min barndom.
Nå, det blev farveltid, og Far bar dukkehuset tilbage på loftet. Miriam kom over og puttede sig ind til mig, og jeg stillede det fatale spørgsmål: "Så Miriam, kom du for at besøge mig eller for at lege med dukkehuset?" Svaret faldt lidt for prompte og med et lidt for smørret grin: "For at lege med dukkehuset."
Tja, ærlighed er vel også kærlighed? Eller hvad?

Kedelige venner og kedeligt TV søges

Ja, se et af problemerne ved at have fået skåret maven op (og syet sammen igen...) er, at man ikke må hoste nyse eller grine ("le" til min norske læserskare). Og så er gode råd jo dyre, når Martin og fætter Karsten kommer på besøg samtidig. Eller Anna kommer på besøg i det hele taget ;-) Så derfor vil jeg hermed invitere eventuelle kedelige venner på besøg. Dybsindige og eftertænksomme venner kan også bruges. Eller venner med store problemer. VELKOMMEN til mit sygeleje.

Og med hensyn til TV, så må jeg virkelig være opmærksom overfor de fantastiske sitcom's, som jeg elsker. Men her har jeg allerede udtænkt løsningen: DR 2!!!!
Se bare denne lørdags program:
12:45 Reform af den offentlige sektor (4:14)
13:15 Demokrati i det sydlige Afrika (4:4)
13:45 Materiens mysterier (4:8)
Osv. Osv. Ikke meget at le af der!

Nå, men spøg tilside: Her går det fremad dag for dag. Ligger selvfølgelig mest i sengen men er også oppe og forsøger hver dag at fange en kort solstråle til mit blege ansigt.

Let om hjertet, ondt i maven

Så er jeg tilbage efter operation og føler mig så priviligeret. Alt er gået godt, og nu skal jeg bare rekonvalescere af i en måned. Tænk, der er så mange, der har fortalt mig, at de har bedt for mig. Det føles lidt overvældende. Folk så langvejsfra som Norge, Sverige, Irland, Armenien, ja selv Sønderjylland ;-)
Har vældig ondt i maven, da jeg ikke må få så meget smertestillende pga den mavekatar, som jeg havde i juli/august.
Men hvad betyder det, når alt er godt?? Har virkelig oplevet Gud på mange helt specielle måder den sidste måned. Det vil jeg nok aldrig glemme.
Nu må jeg slukke computeren.

Et overraskende surpriseparty

Se, ulempen ved at have venner, der har samme passion, som en selv, er, at de kan finde på at komme og sige, at de har fået et kald til Sudan... Og sådan er det gået med Lea, min brunchveninde, fitnessveninde, filmveninde, hyggeveninde og ikke mindst Hellerup-strand-veninde.
Derfor skulle der holdes afskedssurpriseparty her i min lejlighed fredag aften.
Overraskelsen består så i, at Lea få dage før festen sender en mail ud og inviterer folk til Cafe Dag H FÅ TIMER FØR FESTEN!!!!! Noget af en overraskelse for os andre! Så der gik Lea altså glip af et vaskeægte surpriseparty.
Men Lea, du er for sej! Må Gud velsigne hvert eneste sekund i Sudan det næste år!
Vi ses!!!!!!!!!

(Det er Lea med blå bluse og lyst hår.)

Bridget Jones???

En veninde roste min blog og sagde: "Det er sådan lidt Bridget Jones-agtigt". Har gået og spekuleret over, om jeg skal tage det som en ros eller det modsatte. Men eftersom jeg elsker Bridget i al hendes utilstrækkelighed, tror jeg bare, at jeg tager det som en ros ;-)

6 års fødselsdag

Så blev det endnu engang min lillesøster Miriams fødselsdag. 6 år! Så er man en stor pige, fik vi at vide mange gange! Far, Hanna og de to små (alias Miriam og Marcus) var på campingtur, men det lykkes at samle 5 ud af os 6 søskende til en lille fest.
Her på billedet ser I Jacob, Marcus, Miriam, mig selv og en del ballondyr. (Har I bemærket, at næsten alle billeder fra august måned inkluderer ballondyr? Lidt foruroligende.)

Verdens dårligste scoretrick...

Med fare for aldrig at blive gift vover jeg alligevel pelsen og røber, hvad jeg har brugt min tirsdag aften på: Jeg har selv repereret mit køkkengulv!
Herunder ses et billede før og efter.
Og jeg er superstolt, og må derfor delagtiggøre verden i det!
Men for at sikre mig, at en fremtidig potentiel ægtefælle, der en gang ved et uheld kommer til at læse denne blogpost ikke bliver skræmt helt væk, må jeg hellere understrege, at jeg absolut ikke er en handy-woman. Og for at bevise det, følger her en liste over ting, jeg IKKE kan:

Jeg kan ikke bore huller i væggen.
Jeg kan ikke hænge hylder op.
Jeg kan ikke fikse min vandhane, når den begynder at sprøjte i alle retninger (det sker ca. hvert halve år)
Jeg kan ikke lappe cykel.
Jeg kan faktisk slet ikke reperere noget som helst på min cykel.
Jeg kan ikke fixe min computer.
Jeg kan ikke skifte olie på en bil eller finde ud af noget som helst andet med biler.
Jeg kan ikke høvle mine dørkarme til, så dørene lukker ordentligt. (Og så hedder det i øvrigt ikke dørkarme men gerigter, påstår min far.)
Jeg kan ikke ordne el-installationerne.
Jeg er helst fri for at samle IKEA-møbler.

Så kære fremtidige ægtemand: Du må gerne være lidt macho. Bare du er det på den selvværdsagtig måde.

Og indtil da må min hyldest gå til far, Jacob, Martin, Karsten M, Benjamin (og Abdul fra den lokale cykelhandler), som indtil videre har hjulpet mig i mange af de ovennævnte situationer på en meget selvværdsagtig måde.

P.s. I al fortrolighed kan jeg fortælle, at det faktisk var en mand, der ødelagde gulvet...

Ventetid

Flere har spurgt, om jeg allerede er blevet opereret, og derfor vil jeg lige fortælle, at der i dag tirsdag er præcis to uger til operationen. Altså tirsdag d. 22/8. Det var lidt skuffende, at den blev flyttet så langt ud i "fremtiden", men til gengæld har livet lært mig (lyder det ikke klogt?), at ventetid ofte er den mest givende tid - vel at mærke set i bakspejlet.

Engelsk, tysk og polsk

Som nogle måske ved, så skrev jeg sidste år en manual på engelsk om at holde børneklubber. Denne manual bliver brugt, når jeg underviser i Schweiz. Igår fik jeg imidlertid en mail om, at den er ved at blive oversat til tysk også, og den er vist også blevet oversat til polsk. Det er da meget sjovt, at ens arbejde kan bruges i flere lande.

Da jeg ikke har noget billede af manualen, sætter jeg her i stedet et billede fra TTC af Andrea (fra Færøerne) og jeg, som stolte fremviser vores første ballonflyvere, der ikke sprang under konstruktionen. For at lave propellen, skal man nemlig bruge den såkaldte tulipanvridning, og den resulterer ofte i smadrede balloner.

Jeg synes bare, at det er sjovt at have et job, hvor man både sidder med næsen begravet i computeren for at lave en manual, der bliver oversat til flere sprog, men også sidder med fingrene begravet i balloner for at kunne glæde en masse børn på et mere overfladisk niveau.

5 års fødselsdag

Sidste aften på TTC var ret rørende, da min festglade veninde Buholo kom forbi i al hemmelighed og arrangerede 5 års fødselsdagsfest for TTC. Tak til Buholo og til alle de dejlige teenagere, som de sidste fem år har inspireret Maj og jeg til at føre vores visioner og drømme ud i livet!

Mens villighedens sko tørrer...

Paulus skriver: "Tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium."
Med hensyn til dette års Teens To Children (TTC) burde jeg nok også have taget gummistøvlerne med!
Så mens mine sko hænger til tørre nede i gården, vil jeg fortælle om en anderledes men spændende TTC-uge.

(Har en masse billeder, som ikke vil uploades i øjeblikket... De kommer på så hurtigt som muligt!)
( 7/8: Har prøvet og prøvet. Mystisk. Kan ikke få billederne på. I må undervære dem!)

Efter nogle dage, hvor teenagerne bliver trænet i dukketeatre, bibelhistorier m.m. er vi klar til at tage ud.
Majs team skal til Helsingør og Kokkedal på et "klassisk" TTC-outreach med rundbold og børnemøder. Mit og Andreas team skal have Strandsjov på en strand i Humlebæk med aktivitetsbaner og børnemøder.
Men efter en lang sommer med masser af sol, bliver de næste dage fyldt af regn, kulde og blæst.
Mit team bliver ret desillusionerede. Jeg tror, at de føler, at deres knokleri ikke står mål med frugten. Og det gør måske heller ikke sagen bedre, da de hører om, hvor stor en succes det andet team har med masser af børn til deres børnemøder.

Vi sætter os derfor en dag og lovsynger og spørger hver især Gud om, hvad hans plan er, og nu kommer det fantastiske: Gud taler helt klart til HVERT ENESTE team-medlem om, at han har en plan med, at vi skal være på stranden i denne uge. Det vil blive hårdt, men for Gud tæller selv et enkelt barn, der får lov til at høre om ham.
Alle får nyt mod, og vi tager på stranden med glæde de næste dage. En gang er det tørvejr og solen titter frem, og nogle få børn når at prøve at vores aktiviteter, førend regnen sætter ind igen. Men de allerfleste timer på stranden bliver brugt på det nærliggende pigetoilet i ly for regnen. Men teamet holder fast i, at Gud har en plan, og at han har bedt os om at være på stranden. Jeg synes, at de er coole! De er mellem 12 og 15 år, og de udholder regn, våde sko og stanken på et offentligt toilet.
Den næstsidste aften sidder jeg og taler med min kusine Kathrine, som er kommet forbi for at lave pizza til os. Jeg fortæller om, hvad Gud har talt om, og hvordan det føles at have "lokket" mit team ud i dette van(d)vittige projekt. Kathrine sætter ord på det, jeg også føler - nemlig, at måske ønskede Gud at lære disse piger noget vigtigere end, hvordan man evangeliserer. Måske ønskede han at lære disse piger (og os andre...) at være trofaste overfor ham, ligemeget hvordan alt andet ser ud. Kathrine siger: "Jeg ville ønske, at jeg selv havde lært det i den alder!"

Og så kommer sidste dags outreach.
Og solen skinner!
Og der er masser af børn!
Og positive forældre!
Og et vellykket børnemøde.

En af teenagerne, Maia, får også den oplevelse at sætte sig med tre børn og dele evangeliet med dem, og den ene af pigerne er rigtig, rigtig interesseret! Bagefter siger Maia: "Jeg har virkelig lært meget denne uge. Jeg har lært, at man skal stole på Gud - også når det ser helt håbløst ud. Selv når alt ser sort ud, vil han vende det på et tidspunkt - før eller senere - hvis bare man holder ud. Det gælder ikke kun Strandsjov - det gælder hele livet. Nu har jeg fået den "belønning", jeg gerne ville have. Nu må det gerne begynde at regne igen!"

Og det gjorde det så en time efter! Og vi løb tilbage på pigetoilettet!