Tilbage til Danmark - Returning to Denmark

Denne blogpost kommer nok lidt som en overraskelse for de fleste, men jeg har valgt at sige mit job op i Schweiz og flytter hjem til Danmark til september for at fortsætte i Evangelisk Børnemission i Danmark. Lad mig prøve at forklare…

Igennem længere tid har jeg ikke rigtig været glad for mit job her i Schweiz. Jeg havde imidlertid meget svært ved at indrømme det overfor mig selv, da det jo var et „drømmejob“ og alting egentlig gik supergodt. Men engang imellem sneg tanken sig ind: „Alle er glade for at jeg varetager dette job, undtagen mig.“ Jeg skyndte mig altid at smide tanken væk og sagde til mig selv, at jeg jo ikke behøvede at blive for evigt men kunne tage en årrække mere, indtil jeg havde opnået de resultater, jeg drømte om. Jeg har også været meget glad for Schweiz og for de mennesker, jeg har lært at kende, og jeg synes, at det var en spændende proces at falde til i et nyt land og komme til at elske det.

I januar skete der nogle svære ting, som satte en masse tanker i gang – også tanker i forhold til, om jeg virkelig passede ind her. I starten lukkede jeg af for disse tanker. Jeg havde travlt med at forberede IOT-kursus og sagde til Gud: „Jeg har virkelig ikke tid til at bearbejde alt det her. Der ligger et meget vigtigt kursus, der skal forberedes.“ Til det svarede Gud prompte: „Du er også vigtig.“

Hen ad vejen blev det mere og mere klart for mig, at jeg var nødt til at give tid til disse tanker og til at mærke efter helt dybest inderst inde. Det blev en lang og smertefuld proces. Det var blandt andet svært for mig, fordi jeg følte mig lidt på zig-zag-kurs: „Først tager jeg til Schweiz, og så ønsker jeg at komme hjem igen. Hvad sker der lige med mig???“

Jeg har naturligvis bedt meget i denne tid og talt med flere vigtige personer i mit liv såsom min familie, min præst, mentor og venner. Jeg har også haft flere samtaler med vores europæiske leder af Evangelisk Børnemission. Langsomt begyndte Gud at vise mig, at jeg ikke passer ind på Kilchzimmer, og at det er OK. Ud fra en snak om nådegaver og tjenester, kom jeg frem til en meget vigtig konklusion i mit liv. Jeg har altid troet, at min tjeneste så sådan ud:



Men nu indser jeg, at min hovedgave og tjeneste er evangelisation og at andre talenter må underordne sig denne gave:



Dette betyder ikke, at jeg kun skal evangelisere. Som jeg ser det, betyder det, at jeg skal bruge min gave til evangelisation til at inspirere og træne andre til at evangelisere, og til det får jeg brug for både at undervise, administrere og lede. I mit nuværende job bruger jeg mest min tid på administration og en smule undervisning, og selv om det endelige mål med dette job jo også er evangelisation, så er jeg på ingen måde selv involveret, og det tror jeg er forkert for mig. For mig hænger evangelisation og discipelskab af nye ledere tæt sammen – som vi for eksempel praktiserer det i Teens To Children eller på børnelejr. Uden selv at være med, hvor det sker, dør jeg langsomt indvendigt af kedsomhed.
Nu er jeg taknemmelig over de ting, der skete i januar, for ellers ville jeg nok først være kommet frem til dette resultat om nogle år.

Jeg synes, at det er lidt pinligt, at jeg ikke har indset dette om mig selv før, men hvorom alting er, så er jeg stadig rigtig glad for, at jeg har haft to år i Schweiz. Jeg har lært meget om ledelse, om mennesker og om mig selv. Jeg har også fået mulighed for at være med til at påvirke nogle vigtige beslutninger og nogle forskellige mennesker i forhold til deres liv og tjeneste, så jeg føler slet ikke, at tiden har været spildt.

Det har været svært at orientere medarbejderne i min afdeling om, at jeg forlader dem. På trods af, at vi er meget forskellige (kultur, alder, kirkebaggrund, personlighed, omgangsformer) har vi virkelig haft et godt team med stor respekt og kærlighed til hinanden og et fælles værdigrundlag. De har heldigvis virkelig bakket mig op i min beslutning med stor kærlighed til mig.
Det bliver også helt klart en stor sorg at sige farvel til alle de kære kollegaer hernede, som jeg er kommet til at holde meget af. Heldigvis er der stadig brug for, at jeg kommer forbi Kilchzimmer et par gange om året for at undervise (om evangelisation J), så det er jeg rigtig glad for.

Men hvad så med fremtiden? Lige nu er jeg virkelig udkørt og har svært ved at tænke helt klart i forhold til fremtiden, men det kommer nok. EB's landskomite og jeg har nogle forskellige tanker, så det skriver jeg nok mere om senere.

Som sagt flytter jeg til Danmark 1. september. Jeg regner med at holde to ugers ferie i Danmark i starten af august, hvor jeg kan sætte min lejlighed i København i stand. Den har været lejet ud de sidste to år.

Tak fordi du tog dig tid til at læse denne lange blogpost. Jeg håber, at jeg også fremover vil have din opbakning til min tjeneste. Den har altid været uvurderlig for mig, og det vil den også være fremover!

This newsletter will probably come as a surprise to most; I have decided to resign from my present position at Kilchzimmer and return to Denmark in September and continue in CEF there. Let me try and explain...

For a good while now, I haven’t been completely happy working here in Kilchzimmer. However, as it was a ‘dream job’ and everything was going well, it took a while for me to admit to myself how I felt. But every so often, the thought crept into my head; „Everyone seems happy about what I am doing except me“. I always quickly chased the thought away and reasoned with myself that I didn’t have to stay forever, but just some years until I’d achieved the goals I wanted to achieve. I’ve also been happy here in Switzerland and with the people I’ve met and gotten to know. In addition I also feel it’s been exciting getting used to a new country and have come to love it here.

In January there were some difficulties that started a whole new train of thought, including thoughts as to whether I really fitted here. At first I blocked these thoughts out. I was busy preparing the IOT course and told God; „I really don’t have time to deal with all this right now. This important course needs preparing.“ God answered promptly; „You are also important.“

As time went on, I began to realise I needed to address these thoughts and my deepest feelings. It was a long and difficult process, not helped by feeling I was on a zigzag course: „First off to Switzerland and then wanting to come home again. What am I doing?“

I have of course prayed a great deal during this time and talked with several important people in my life including my family, pastor, mentor and CEF’s European leader, Roy Harrison. Slowly God has shown me the way. After a chat with a friend about spiritual gifts and ministries, I reached a very important conclusion in my life. I had always believed that my ministry looked like the picture above in the Danish text (the words mean Evangelism, teaching, administration and leadership)
But now I’ve come to see that my primary gift is evangelism and the other points must support this gift (see second picture).

This doesn’t mean I will only do the work of evangelism. As far as I can see, I am to use my gift to inspire and train others to evangelise and this is where I will need the ministries of teaching, administration and leading. At present I spend most time on administration and a little teaching, and even though the goal is evangelism, I am not myself involved in it and for me this is wrong. The discipling of new leaders and evangelism are for me closely conjoined, for example, as I have previously practised them in Teens to Children, or on a children’s camp. Not being out in the field is very hard for me and I am slowly dying inside from the lack of involvement.

I am still happy and grateful for my two years in Switzerland. I’ve learnt a lot about leadership, about people and about myself. I have also been part of different very interesting decisions and I know I have helped some people in relationship to their lives and ministry, so I don’t at all feel that the time has been wasted.

It’s been hard telling the Education team at Kilchzimmer that I’ll be leaving. In spite of the differences in culture, age, church background, personality etc, we have formed a nice team with common values built on mutual respect and love. They have shown great love towards me in the way they have backed me up in my decision. It will obviously be hard when the time comes to say goodbye to all my colleagues here who have come to mean so much to me. Thankfully, I will still visit Kilchzimmer a few times each year to teach which I’m very happy about.

And what of the future? At the moment I’m worn out and it’s a little difficult to think clearly about future plans. The Danish national Committee of CEF and I have some thoughts about which I’ll write more fully in the next newsletter.

Thank you for taking the time to read this unexpected blogpost. I have always appreciated your interest in my ministry, and your part in my ministry has been invaluable to me! I am looking forward to telling you more about my future in a few months’ time.