Hvordan har jeg det egentlig i disse dage?
At flytte fra et land til et andet er et meget stort skridt i ens liv. Og at gøre det helt alene stiller ekstra udfordringer til en. I løbet af den sidste måned har jeg ofte haft lyst til at skrive blogpost om følelser og tanker, jeg havde i forbindelse med den proces, jeg går igennem, men jeg har indset, at en blog er for åbent et forum for den slags tanker – især når man oversætter sine blogposter til engelsk. For dybest set handler en del kulturchok jo om andre mennesker, og jeg har bestemt ikke lyst til at hænge andre ud på internettet.
Jeg har især oplevet det svært at være alene her. De fleste andre af mine kolleger har en ægtefælle eller ven af samme nationalitet, og jeg håber, at de ved, hvor stor en velsignelse det må være. Der er så ofte, hvor jeg har haft brug for at vende dagens oplevelser med en ligesindet, når jeg kom hjem fra arbejde. Men jeg har været mutters alene. Hvor har jeg dog savnet mine venner og familie.
Til sidst begyndte det hele at stige mig til hovedet, og jeg indså, at jeg måtte klynge mig til Gud. Så vækkeuret blev sat en halv time tidligere. Hvor havde jeg dog ondt af mig selv de første morgener. Men der gik ikke længe, førend jeg så frugterne af mit udvidede fællesskab med Gud. Jeg kan nok ikke helt forklare, hvad der skete, men Gud hev fat i nogle ting i min personlighed, vendte dem lidt på hovedet, kastede nyt lys over dem og badede dem i hans kærlighed. Lyder det lidt ukonkret? Igen er bloggen et lidt for åbent sted til at fortælle, hvad der egentlig skete i mig. Men jeg føler, at Gud har givet mig fred i, at lige nu er livet meget anderledes end det var tiltænkt til at være og det er OK. Jeg kan se, at de ting, jeg lærer lige nu forvandler mig fra indersiden og giver mig ting, jeg altid har ønsket mig, ting som kan skabe en stor forskel for mig i min fremtid.
Så selv om jeg hellere sad og drak te med Anna, spillede spil med Karsten, var til netværksgruppe eller sammen med nogle af jer andre, så er det faktisk OK! For Gud er her.
Moving from one country to another is a very big step in someones life. And to do it all by yourself even adds some extra challenges. During the past month I have often wanted to write on my blog to tell you about the feelings and thoughts I have had but I came to the conclusion that a blog is a too open space to share those kinds of thoughts. Because culture shock is basically about other people doing things you don’t understand they are doing and I certainly don’t want to sound like I am pointing my finger at anybody in particularly on the internet.
I have especially found it hard to be alone here. Most of my colleagues have a spouse or a friend of the same nationality as their own and I really hope that they realize what a blessing that can be! So often I have had the need to come home from work and have someone to share the days culture shocks with someone. How I have missed my Danish friends and family!
Finally it all seemed to overwhelm me and I realized that all I could do was to cling to God. So the alarm clock was set half an hour earlier. How I pitied myself the first mornings when the alarm went off. But it didn’t take long before I started to see the fruits of my expanded fellowship with God. I can’t really explain what happened but God started pinpointing some personal things, twisted them a bit, shed new light on them and showered them in his love. Does that sound very unclear? Again the blog is a too open media to share those things in more detail. But the bottom line is that I feel God has given me peace about the fact that right now life is very different for me than it should be. And that is OK. I can see, that the things I am learning now will change me from the inside and give me things I have always wanted and that could change my future a lot.
So even if I would rather sit right now and drink tea with Anna, play board games with Karsten, or being in my old church house group then it is actually OK. Because God is here!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Hej Dorthe
Kender godt tanken til at være alene, men godt nok ikke så langt væk fra min familie og venner som dig.
Så jeg håber og ber til at du en dag må møde ham som du elsker af hele dit hjerte og det er gensidigt.
Men det er fedt du har lagt det over til Herren, for selvom man nogle gange føler og ikke forstår hvorfor man ikke har mulighed for at dele følelser/tanker for den som man skal dele liv sammen med, ja så har jeg hørt og læst, at Gud har det bedste til os - men som du sikkert også tænker og føler, ja så er ventetiden til tider lang.
Må du bare opleve at blive velsignet med en partner og til sidst en glædelig og velsignet Jul til dig og resten af familien.
Hilsen
Ivan fra Odense
Tak for de gode ønsker. Jeg tror nu, at jeg mest talte om ikke at have venner og familie i nærheden. Men tak alligevel.
Send en kommentar