Længslen efter hjemmet? Hvad er mit hjem? Det er vel der, hvor jeg kan føle mig hjemme, slappe af, lægge benene op på bordet (i overført og bogstavelig forstand). Det er der, hvor jeg er omgivet af mennesker, som jeg kender godt, og som kender mig. Hvor jeg kan være mig med hele mig. Hvor jeg kan grine igennem.
Det varer nok noget tid, inden et nyt land og et nyt miljø bliver et hjem. Jeg føler mig næsten konstant træt. Hver gang jeg er sammen med mennesker, føler jeg, at jeg må være på stikkerne, fordi de er så anderledes end mig og de mennesker, jeg normalt ville omgive mig med. Jeg føler ofte at kollegaer sender signaler, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal tyde eller handle på.
Hele tiden er der nye ting at forholde sig til, og selv om mange af dem blot er praktiske forhold, så kræver de alle sammen en hel del mere energi, end man er vant til at investere i den slags småting. Bare jeg skal ud og handle, så bruger jeg meget mere tid, end jeg er vant til, fordi jeg ikke kan finde de produkter, jeg har brug for. Og som regel er jeg taget i byen med nogle andre og kan ikke nå at finde det hele, inden vi skal mødes igen. Så jeg kommer altid hjem uden alt, hvad jeg har brug for.
Nu håber jeg ikke, at folk begynder at komme med en masse gode råd, for jeg tror egentlig ikke, at der er så mange gode råd på dette stadie andet end at være tålmodig og forkæle sig selv, være sammen med Gud og sætte grænser. Men selv om jeg forsøger at gøre det, så er jeg stadig konstant træt og leder efter det sted, hvor jeg i overført forstand kan smide benene op på bordet og slå en skraldlatter af.
What is homesickness? The longing for home? Where is my home? I guess it is where I can relax, put my feet up on the coffee table (literally and figurative). It is where I am surrounded by people that I know oh so well, and that know me the same way. Where I can be me with all of me. Where I can laugh a good laugh from the bottom of my heart.
It will probably take some time before a new country and a new environment become a home. Every time I am with people I feel alert because they are so different from me and from the people I normally relate to. I often feel that people are sending signales that I don't not how to interpretate or relate to. All the time there are new things that I must relate to and even if a lot of them are practical issues they still drain me from energy because I have to spend so much more time deal with these things than I usually would. For example when I go shopping. It takes me so much more time than usually because I can't find what I am looking for. And normally I have gone together with other some other people so I never finish my shopping list before we have to meet again and I get home still lacking things I need.
I don't hope people will start giving me all kinds of advice because I actually don't think there is that much to do about it. It is a phase I must through and I guess that all I can do is to have patience, try to treat myself, spend time with God and make boundaries. But even if I try to do that I am still constantly tired and looking for the place where I can put my legs on the coffee table (figurative) and laugh from the bottom of my heart.
2 kommentarer:
nåååå dit lille pus! Kan godt huske følelsen fra mine første måneder i Canada, det var svært bare at være MIG fordi alt var så anderledes. Efter flere år havde jeg nogenlunde tilpasset mig, men der var en dag hvor jeg stod og rodede i en kasse i en tøjbutik hvor en ældre dansk indvandrerdame jeg havde mødt før kom ind i butikken og bagfra sagde "Goddag Solvej"...tænk, jeg fik helt uventet tårer i øjnene af glæde over at der var en der kunne sige mit navn rigtigt og ikke kaldte mig Sylvia eller Saliva.... Kommer du hjem til jul, for det var altid det sværeste for mig? Knus fra Solvej
Ja, lige præcis. Det er svært at være MIG. Men heldigvis kommer jeg hjem til jul, så det glæder jeg mig til.
Send en kommentar