Nini'erne - The Ninis

I går græd jeg. Det sker ellers ikke så tit. Men jeg har været i Schweiz nogle dage til vigtige møder, og følte mig en del overvældet af alle de ting, der kommer til at forandre sig de næste måneder. Jeg tænkte på alle de ting, jeg må ofre for at følge Guds vej: Min dejlige lejlighed, mit pletfrie køkken, venner, kirke, familie, sprog, København, min næsten nye cykel og mange andre ting. Men det var nu ikke derfor, at jeg græd. Nej, jeg sludrede lidt med Gud om det hele og sagde: ”Der er godt nok meget, man må ofre for at følge dig!” Jeg vidste, at jeg var uretfærdig, for tænk på de store ofre, Jesus gav for vores skyld, da han forlod sit hjem for at komme til jorden.

Men pludselig skete det. Jeg så et billede. Ikke en overnaturlig vision. Nej, jeg så et foto. Det ligger som baggrundsbillede på min computer, og det forestiller Nini, som jeg skrev om på denne blog for et par dage siden. På billedet står hun sammen med en lille dreng, som ser meget alvorlig ud. Faktisk så jeg ham slet ikke smile i den tid, han var på besøg i vores børnetelt. Man spørger sig selv, hvorfor en lille dreng på fem år ser så alvorlig ud. Og jeg begyndte at græde for Ninis skyld og for den lille drengs skyld. Fordi der ikke er en børneklub i deres nærmiljø. Fordi Nini er efterladt helt alene med sin nye tro på Jesus. Fordi jeg ikke har hendes adresse. Og jeg græd for den lille dreng, der så alt for alvorlig ud. Jeg græd for alle de mange ”Nini’er”, jeg har mødt igennem mit liv. Og alle de andre, jeg ikke har mødt. Jeg så tusindvis af Nini’er for mit indre blik.

Og så blev det pludseligt så klart for mig igen, hvorfor det er så vigtigt at flytte til Schweiz. Her kan jeg være med til at træne folk, der kan træne folk, der kan række ud til børn over hele Europa. Her kan jeg gennem mit job forhåbentlig indirekte og direkte være med til, at der startes flere og flere og flere børneklubber. Og i lyset af alt dette, blev mine kommende måneders udfordringer pludseligt så små. Da jeg så alle de mange børn, som har brug for nogle, der vil gå en ekstra mil, ja, så var det ikke svært at bestemme sig for at gå den ekstra mil – for Nini!

Yesterday I cried. It actually doesn’t happen very often. But I have been in Switzerland a few days for some important meetings, and I felt a bit overwhelmed by all those things that are about to change the next few months. I thought about all the things I have to sacrifice in order to move and serve God: My wonderful apartment, my spotless kitchen, friends, church, family, language, Copenhagen, my almost new bike and a lot of other things. But that was not why I cried… No, I chatted a bit with God about the whole thing and said, ’There really are a lot of sacrifices when we follow you!’ I knew I was being unfair – because think about all the things Christ gave up in order to come to this earth.

But then it happened. I saw a picture. Not as in a supernatural vision but simply a photo. It is my background screen on the computer at the moment and it shows two children that I met last week at the tent campaign. It shows Nini, that I wrote about a few days ago. On the picture she is standing with a little boy who looks all too serious. I actually never saw him smiling while he was visiting our tent last week. And I started crying for Nini and for the little boy. I cried because there is no Good News Club in their neighbourhood. I cried because Nini is left behind alone with her newfound trust in Christ. I cried because I don’t have her address. And I cried for the little boy who looked all too serious and sad. I cried for the many ‘Ninis’, I have meet in the past years. And especially for all the ones I haven’t met. In my mind I saw thousand of ‘Ninis’.

And suddenly it became so clear to me again why it is so important to move to Switzerland. Here I can be a part of training the ones who will train the ones who will go and start Good News Clubs around Europe. It became clear how I hopefully through my job directly and indirectly can be a part of inspiring and equipping people to begin more and more and more Good News Clubs. And in the light of that, the challenges of the coming months became so small. When I saw all the children who needed someone who would walk an extra mile, it wasn’t hard to decide to walk that extra mile – for Nini.