Et nyt perspektiv - A new perspective

Oh ve og skræk. Igår har jeg trampet på to kolleger. Jeg har i bogstaveligste forstand ladet dem bide i støvet. Jeg har tværet dem ud i timevis.

Det drejer sig om Filip og Nikolaj, som er to af de dukker, vi tit har med os ud for at holde børnemøder.
Men hvorfor? Hvordan kunne jeg behandle dem sådan? Hvorfor fandt de sig i det? Og vigtigst af alt: Hvad førte mig ud i sådan en situation?

Det hele begyndte onsdag aften, hvor jeg inspireret af meteologerne lagde vintertøjet på loftet og fandt sommertøj og sko frem.

Torsdag morgen forløb således:
7:45 Solen skinner
8:00 Jeg tager fine høje hvide sandaler på
8:30 Mine fødder begynder at gøre ondt
9:30 Min far spørger mig, om jeg halter
9:31 Jeg tager sandaler af og opdager vabler.
9:32 Jeg indser, hvor koldt vores kontorgulv er.
9:40 Jeg kigger mig omkring for at finde noget, jeg kan tage på fødderne... og opdager Filip og Nikolaj
9:41 De indvilger (tror jeg nok).

Resten af dagen går godt for mig - det går faktisk i flyvende fart, da små tøjdyr og vores glatte gulv viser sig at være en utrolig effektiv kombination. Undtagen, når jeg skal op og ned af trapper, så må tempoet sættes drastisk ned.

Min far foreslog, at vi måske kunne udvide vores repetoire på Teens To Children og både have dukker på hænder og fødder for fremtiden. Han syntes, at det måtte give et nyt perspektiv på tingene - ihvertfald for dukkerne.
Det korte af det lange er, at jeg i dag havde mine gummisko på igen.

Sådan skulle mine fødder have set ud igår...

This is how my feet were supposed to look yesterday

Men de endte altså med at se sådan ud

But this is how they ended up looking

Ohhh noooo! Yesterday I have treated two colleagues very badly. I have stepped on them and literally let them bite the dust. I have crushed them for hours.

We are talking about Filip and Nikolaj who are two of the puppets we use in our children meetings.

But how? How could I treat them like this? What incident let me to behave in such a manner? To give the full picture I will rewind the story a few days.

On Wednesday evening I got inspired by the weather forecast to store away my winther clothe in the attic and sort out my summer clothe and shoes.

Then Thursday morning went like this:
7:45 Sun is shining
8:00 I put on my nice high white sandals
8:30 My feet start to hurt
9:30 My dad asks me if I am limping
9:31 I take off my sandals and realise the blisters.
9:32 I realise how cold the floor in our office is.
9:40 I look around to find something to put on my feet... and discovers Filip og Nikolaj
9:41 They agree (I think).
The rest of the day went very well - actually it was flying by - or I was flying since the combination of stuffed animals and our new wodden floor turned out to be an extremely effective combination. My dad even suggested that we expand our puppet shows and put puppets on both hands and feet in the future. He said it might give a new perspective on things - at least for the puppets.
But I must admit that today I put on my sneakers anyway.