
søndag, september 23, 2007
En buket blomster - A bouquet of flowers

fredag, september 21, 2007
Et andet besøg til Schweiz - Another visit to Switzerland

Mit første besøg i Schweiz - My first visit to Switzerland
Ja, ja. Jeg vil bare sige, at jeg lover at opføre mig bedre denne gang!
Recently I found some letter that my mum wrote from Switzerland to my grandmother while my parents took the course at our Leadership Training Institute that I will now be working at. That's funny, isn't it? However, it is less funny that I have had to face some truths about myself that I didn't know about. Read for yourself:
Så fedt vemod - So cool melancholy

onsdag, september 19, 2007
Flyttebil igen igen - Van for moving once again
Argggg!!! We thought we had got a hold of a really cheap van to use for my move to Switzerland but then today - 1½ week before departure - we learned that there was an insurance problem. We have now found a "cheap" renting compagny but it is still a lot of money. If we have not found another solution by Friday we must book this van.
mandag, september 17, 2007
Et godt grin - sooo funny
Have just had such a funny moment. I was sorting some papers (it seems like my whole life is sorting these days) and I found a paper saying, 'My expectations for 1989/the rest of my life'. With interest I started reading and it was good to see that I have accomplished most of my teenage dreams. But then suddenly towards the end of the paper I had written, 'My uttermost dream is to go to Switzerland and do Christian dramatising'. Well, well, well. Is any of my future colleagues reading this?? And do you have a suggestion so that I/we can accomplish this old dream of mine???
Badekar - bath tub
Came home this afternoon and was longing for a bath but my 1½ square meter bathroom doesn't really provide such luxury. We settle with showers. But then it dawned on me: In two weeks time I will have a bath tub in Switzerland! Including tons upon tons of free mountain water which runs so plentiful that noone has a bad concience using it (as we always have in Denmark).
lørdag, september 15, 2007
Skumring i Dyrehaven - Twilight in the forest
Gik en skumringstur her til aften i Dyrehaven sammen med en af mine venner. Og så mødte vi pludselig en stor flok hjorte (se billederne). Det var helt fantastisk. De fleste stod stille og gloede. Nogle gik også forbi os, men det mest fantastiske var, at det åbenbart var blevet sæson for de store kampe mellem hannerne. Kun 50 meter fra os så vi han tørne mod han, gevir mod gevir. Og når en kamp var vundet skulle der jo brøles, så alle de andre hjorte (ikke mindst hunnerne) var klar over, hvem der sejrherren. Der var meget aggresivitet i luften, og jeg stod i konstant frygt for, at den skulle gå ud over os (hvad ved jeg om hjortekampe?), men vi kom hjem i god behold. 
Et møjforkælet Guds barn - A rotten spoiled child of God
I feel so blessed. In so many ways the past weeks God has shown me how much He loves me. And in so many practicals ways He has given me exactly what I needed. I feel rotten spoiled!
torsdag, september 06, 2007
Opdatering på flytteforvirring - Update on the moving situation
Min bror Jacob og jeg kører til Schweiz 29-30/9.
Der er stadig ikke nogen afklaring med bibelskole, men måske en lysning i horisonten.
Mangler en kassevogn til at køre alle mine ting derned.
Og så har jeg ryddet mit loft igår og idag. Jeg kan undres over, hvor meget skrammel, man får samlet sammen på seks år.
Everything is settled regarding work permit and the like.
My brother Jacob and I will drive to Switzerland 29.-30. of September.
There is still no solution regarding Bible School but maybe a brigtening in the horisont.
Need a big van to drive the stuff and myself down in.
And then I have cleared my attic yesterday and today. Can't get over how much uneccesary stuff it it possible to get in 6 years.
tirsdag, september 04, 2007
Hygge med M & M - Good times with M & M

torsdag, august 30, 2007
Drømte mig en drøm - I had a dream
Herefter vågnede jeg. Først tænkte jeg ikke mere på det, men så tænkte jeg: "Hvad nu hvis...". Jeg tændte computeren og tastede webadressen ind.... Og kom frem til en hjemmeside, der solgte løbesko. Og hvad er så meningen med det? (Udover at jeg faktisk burde købe et par nye løbesko...)
Last night I had the funniest dream. First I was at a refreshers course in ballroom dancing. (Apparently the swizz people looove ballroom dancing so I want to take that up again, by the way.) Then the course turned into my Good News Club and then one of the big leaders in CEF Europe came into the dream. (I don't know if he came for the ballroom dancing or the Good News Club.) Well, I took the opportunity to tell him about my difficulties of finding a good online Bible course and he said, 'Well, no problem. I can help you. Look this internet address up!'
Then I woke up and first thought nothing of it, but then I started thinking, 'What if???' So I turned on the computer and looked up the address... And it turned out to be a page that sells running shoes... So... What the meaning??? (Except, I actually need new running shoes...)
søndag, august 26, 2007
Fredfyldt forvirring - Peaceful confusion
- Jeg skulle på bibelskole september-december men det blev aflyst, så nu må jeg tage mine bibelstudier online.
- Jeg har først arbejdstilladelse i Schweiz fra januar men har udlejet min lejlighed fra oktober.
- Jeg kan ikke finde et bibelstudie online, som giver mig det, jeg har brug for.
- Jeg har ansøgt om at komme på et kort lederkursus i Ungarn i starten af oktober, men har ikke fået svar.
Alt i alt: Temmelig meget kaos!
Vil sætte pris på jeres forbøn for, at Guds løsning må træde i værk.
There seems to be a lot of confusing things in my life at the moment:
- I should have been to Bible School in September but it was cancelled so now I have to do my Bible studies online instead.
- I only have work permit in Switzerland from January but I have rented out my apartment from October.
- I can't find an online Bible course that fits my needs.
- I have applied to a short leadership course in Hungary in October but have not got a reply.
Altogether: A lot of chaos!
I would really appriciate your prayers for God's solutions to take place!
Så fik vi Lea tilbage! - Finally we got Lea back!


Det er den slags matematik, vi ka' li! - That's the math we like!
Der er nogen, der har sagt, at når man fortæller børn om Jesus, så starter man en gange-tabel, fordi de fortæller det videre og videre.
Og selv om jeg engang var en passioneret matematiklærer, så vil jeg nu sige, at det er denne slags matematik, jeg især elsker!
Yesterday I met an old Good News Club child. She is now in her teens. She told me that she had told her little cousin about her faith and the cousin had received Christ immidiately.
Someone once said that when you reach children you start a multiplication proces because they continue to tell others about Christ.
And even if I once was a very passionated math-teacher I must say that THIS is the kind of mathematic, I looove!
lørdag, august 25, 2007
Buholo går til filmen - Buholo makes it to the movies

fredag, august 17, 2007
En rørende aften - A touching evening
Den sidste aften skulle vi som alle aftener have aftenandagt med lovsang for de store børn. Det var Ida, der skulle lede aftenen, men få minutter inden start, kommer hun i fuld fart over til mig og siger, at jeg må overtage aftenen, da der er en lille pige, der har låst sig inde på toilettet og græder. Jeg går ind og finder lovsangsgruppen, som venter på besked om, hvad de skal spille. Det overlader jeg trygt til dem at finde ud af, og aftenen går igang.
Og nu kommer det smukke: Som aftenen går, bliver det de unge ledere mellem 14-18 år, der styrer aftenen. To finder sange, en holder andagt, en anden styrer lovsangen som om han ikke havde bestilt andet det sidste år, et par stykker rådgiver børn, nogle synes, at det er tid til et eftermøde. Og det hele foregår i en gudgiven ro. Og jeg læner mig trygt tilbage og ser det hele ske. Her står alle disse dejlige teenagere og tjener Gud. Jeg har kendt dem alle, siden de var børn. Jeg har tjent Gud sammen med dem på Teens To Children, og nu står de her og styrer det hele.
I bagklogskabens lys tænker jeg, at det havde været mere logisk, at jeg havde hjulpet pigen på toilettet og Ida havde ledt mødet som planlagt. Men jeg tror, at Gud havde denne oplevelse i baghånden til mig. Det var en dejlig måde at sige farvel til min sidste børnelejr, inden jeg snart rejser til Schweiz.
Just a wee memory from camp last week that I can't forget.
It was the last evening and time for the last devotional meeting for the older children. Ida was supposed to lead the whole thing but a few minutes before, she hurried up to me and told me to take over the meeting since she had to help a little girl that had locked herself into one of the toilets.
I went into the hall only to realize that the worship team were waiting for Ida to tell them which songs to sing. I handed over that responsibility to them!
And then the beautiful thing started to happen in front of my eyes. All those young helpers at camp, age 14-18 took over! Some found songs, another had a devotion, two counselled children, one was leading the worship like he had been doing so for years and so on. And I could just lean back and watch it all! How wonderful to watch all these young people whom I have known since they were children. We have all served together at Teens To Children too and now they were ready to take over.
Looking back on the whole evening I think it would have made more sense if I had fixed the toilet problem and Ida had been leading the evening as planned but I think this was a special gift from God to me. Because it was such a wonderful ending to my last summer camp in Denmark before soon leaving to go to Switzerland.
torsdag, august 16, 2007
En hyldest til Minnie - A tribute to Minnie
Mens vi var på børnelejr, fik vi besked om, at Minnie Eskelund var gået hjem til Jesus. Minnie startede Evangelisk Børnemission i Danmark for tres år siden. De sidste mange måneder var Minnie syg, og Henry passede hende trofast.Jeg har mange dejlige minder om Minnie!
Det første går helt tilbage til en solskinsdag i 1976. Vi sidder i haven, og Minnie serverer Fanta med vanilieis i under stor glæde, mens hun underholder alle ved bordet.
Et andet stærkt minde er fra kort efter, at jeg startede på fuld tid i EB. Vi var på en konference, og Minnie skulle undervise om bøn. At se og lytte til denne bønnekæmpe var en meget stærk oplevelse, jeg nok aldrig glemmer. Der var så stor vægt og autoritet i hendes ord.
Jeg husker også en gang i børneklub, hvor jeg var igang med at fortælle vores missionshistorie om Minnies liv. Da jeg fortalte om, hvordan Minnie som barn tog imod Jesus i sit liv, stoppede en af pigerne med at lytte til mig og tog på stedet imod Jesus.
Mit sidste minde er fra ugen før Minnies død. Jeg besøgte hende på hospitalet. Der lå et skrøbeligt legeme men stadig en stærk ånd og sjæl. Minnie stillede spørgsmål, der vidnede om, at hun stadig fulgte med i mit liv. Hun fortalte om den bog, hun havde ligget og læst i samme morgen. Jeg måtte endnu engang forbløffes over, at man kan være syg med så stor værdighed!
Minnie blev 92 år.
Tak Gud, fordi du sendte Minnie til os!
While we were at camp we got the sad news that Minnie Eskelund had been taken home to be with the Lord. Minnie was the founder of CEF in Denmark 60 years ago. The past months, Minnie was really ill and her husband Henry took faithfully care of her.
I have many fond memories of Minnie.
The first one is dated back to 1976. We were sitting in her garden and she was joyfully serving us Fanta with vanilla ice cream in it (try it - it's good!) while entertaining everyone at the table.
My next memory is after I joined CEF as a full time worker. We were at a conference and Minnie was speaking about prayer. And to watch this old prayer warrior talk had an impressive impact on me. She had so much power and authority behind her words.
Another memory is from one time in my Good News Club where I was telling the mission story of Minnie's life to the children. After sharing about Minnie's conversion as a child one of the children stopped listening to me and asked Jesus into her life.
My last memory is from the week before Minnie left us to be with the Lord. I visited her at the hospital and her body was so weak and fragile yet her spirit and personality was as strong as ever. She asked me questions that showed me how she was still keeping herself updated on my life. She shared we me about the book she had been reading that morning. (We both love novels.) And once again I was surprised to see the way she was carrying her illness with so much dignity.
Minnie became 92 years old.
Thank you, God, for sending Minnie to us!
Børnelejr - Children camp


torsdag, august 02, 2007
Hvis jeg var en Simpson... - If I was a Simpson
Hvis jeg var en Simpson, så ville jeg ifølge hjemmesiden Simpsonizeme, se sådan ud. Jeg gav dem billedet fra min blog profil, og dette blev resultatet. Og det synes jeg lige, at I skulle vide. Man kan jo aldrig vide, hvornår man får brug for en sådan information... mandag, juli 30, 2007
Dage i Schweiz – Days in Switzerland
Og så har jeg slet ikke fået opdateret min blog i al den tid…
Først og fremmest fordi dagene er fløjet af sted. Kursisterne og sommerhjælpere var topklasse. Og totalt hyggelige og sjove, så hvem vil sidde foran computeren og gå glip af fællesskabet? Der var også masser af arbejde. En del ”små ekstraopgaver” fandt sin vej til mit skrivebord – sikkert fordi jeg snart bliver en del af staben.
I år er der ekstra mange ørne over Kilchzimmer, som vores hovedkvarter hedder. Det er helt vildt at sidde og kigge på deres smukke flyveture. En dag landede en af ørnene endda få meter fra, hvor jeg stod. Men der var også andre flyvende objekter i luften. En dag kom en redningshelikopter flyvende og en redder blev sænket ned i en slugt lige bag vores hus. Senere blev han hentet op sammen med den person, han havde reddet. Dette gentog sig et antal gange. Det blev egentlig lidt mystisk. Kunne så mange mennesker være strandet lige bag os på en helt almindelig solskinsdag? Hmm… Senere fandt vi ud af, at det hele bare var en øvelse.
Gud brugte også disse to uger til at drage mig tættere til ham og lære mig, at han er større.

I am sitting in the train on my way to Zürich airport and I am looking back on two wonderful weeks in Switzerland. It has been fantastic and very nice to be down here to teach again.
And I haven’t updated my blog in two weeks… because the days have just been flying by. The students and volunteers were top class and really fun and wonderful to be with so I did not want to miss out on anything to sit in front of the computer… Well, there was also a lot of work this time with extra teaching and other little extra jobs that somehow found their way to me.
This year there has been extremely many eagles over Kilchzimmer as our headquarter is called. I really enjoy sitting and watching them flying around. One day an eagle even landed very close to where I was standing.
God also used these two weeks to draw me closer to Him and show me that He is bigger.
torsdag, juli 19, 2007
60 års fødselsdag - 60 years birthday



Last weekend we celebrated my dad's 60 years birthday. My dad is a quite humble man so he had cancelled the reception he had planned for himself. Well, his children could not bear that, so we planned a new one for him last friday and I think it was a really nice afternoon where 70-80 people showed up. Old CEF-friends met each other for the first time in many years and lots of gift certificates for tools found their way to the table for gifts. Later that night we had a private celebration for my dad and the next day my brother in law, Filip turned 30 years old, so I must say the weekend seemed like one long celebration. Sunday I flew to Switzerland where I am teaching for two weeks and must admit that I have been sleeping quite much the past days...
Sommer TTC - Summer TTC
I sidste uge havde vi Teens To Children. Først to dages træning og derefter tre dages outreach. Og endnu engang var det helt fantastisk at være ude "på græs". Det blæste en halv pelikan og regnede også lidt, men ikke en eneste protest kom over teenagernes læber. De kløede bare på og hyggede sig med børnene og delte Guds ord med dem. De var fantastiske! Og det var børnene også. Hvor var det dog vildt at se, hvordan børnene simpelthen slugte Guds ord og kunne gengive alt, hvad vi havde lært dem. Og at der også dukkede kirkefremmede teenagere og voksne op til møderne - ja det er jo kun et ekstra plus. Det virker som om, at alle vegne, vi kommer, er folk klar til at høre Guds ord.
Christine og jeg lærer børnene et bibelvers udenad.
Christine and I are teaching the children a memory verse.

Last week we had Teens To Children camp. First we had two days of training and then three days of outreach with children meetings in different places. And once again it was amazing to be 'out in the field'. It was windy and rainy but not once did I hear any of the teenagers complain. They just kept on playing games with the children and sharing God's word. They were amazing! And so were the children. It keeps on amazing me how eager the children are to hear the Word of God and are able to repeat everything we teach them. We also had unchurched teenagers and adults showing up at our meetings too. My conclusion is that it seems like everywhere we go at the moment the people are ready to hear the Word of God.
fredag, juli 06, 2007
Forudbestemt til børneklubber? - Predestined for Good News Clubs?

mandag, juli 02, 2007
Evangelisk Gråspurvemission - Sparrow Rescueing Fellowship
Have had the most frightening experience today at the office. I am all alone today and suddenly I heard noices. I went arround the office but noone seemed to want to respond to my hellos. Then suddenly I realized that an animal had fallen into our extractor fan. I called my dad and he convinced me that it was neither a rat nor a mouse but probably a bird. I considerer if I should leave it there or try to do something and honestly I was most inclined to leave the stupid animal. My ministry is nevertheless children - not birds. Actually I was frightened beyond words. But then I was reminded how the Scripture tells us that not even a sparrow falls to the ground without our Heavenly Father knowing it. And even if this little bird had not fallen to the ground but into the extractor fan I suppose the same principle was still valid. So I decided to do something about it. I will spare you for the long descriptions of my beating heart and the bird's. But when it came out of the extractor fan it turned out to be a sparrow... But a stupid one of the sort. It took quit a while to help it out of our office. I guess a sparrow has never received so much intercession as this little fellow. But finally it realized where the sun was and left. So now I am all alone again. However, extremely relieved - and busy to catch up on my normal ministry helping children - not sparrows!
søndag, juli 01, 2007
Aftenfred på Esrum sø - Evening peace at the lake
torsdag, juni 28, 2007
Nini'erne - The Ninis
Men pludselig skete det. Jeg så et billede. Ikke en overnaturlig vision. Nej, jeg så et foto. Det ligger som baggrundsbillede på min computer, og det forestiller Nini, som jeg skrev om på denne blog for et par dage siden. På billedet står hun sammen med en lille dreng, som ser meget alvorlig ud. Faktisk så jeg ham slet ikke smile i den tid, han var på besøg i vores børnetelt. Man spørger sig selv, hvorfor en lille dreng på fem år ser så alvorlig ud. Og jeg begyndte at græde for Ninis skyld og for den lille drengs skyld. Fordi der ikke er en børneklub i deres nærmiljø. Fordi Nini er efterladt helt alene med sin nye tro på Jesus. Fordi jeg ikke har hendes adresse. Og jeg græd for den lille dreng, der så alt for alvorlig ud. Jeg græd for alle de mange ”Nini’er”, jeg har mødt igennem mit liv. Og alle de andre, jeg ikke har mødt. Jeg så tusindvis af Nini’er for mit indre blik.
Og så blev det pludseligt så klart for mig igen, hvorfor det er så vigtigt at flytte til Schweiz. Her kan jeg være med til at træne folk, der kan træne folk, der kan række ud til børn over hele Europa. Her kan jeg gennem mit job forhåbentlig indirekte og direkte være med til, at der startes flere og flere og flere børneklubber. Og i lyset af alt dette, blev mine kommende måneders udfordringer pludseligt så små. Da jeg så alle de mange børn, som har brug for nogle, der vil gå en ekstra mil, ja, så var det ikke svært at bestemme sig for at gå den ekstra mil – for Nini!
Yesterday I cried. It actually doesn’t happen very often. But I have been in Switzerland a few days for some important meetings, and I felt a bit overwhelmed by all those things that are about to change the next few months. I thought about all the things I have to sacrifice in order to move and serve God: My wonderful apartment, my spotless kitchen, friends, church, family, language, Copenhagen, my almost new bike and a lot of other things. But that was not why I cried… No, I chatted a bit with God about the whole thing and said, ’There really are a lot of sacrifices when we follow you!’ I knew I was being unfair – because think about all the things Christ gave up in order to come to this earth.
But then it happened. I saw a picture. Not as in a supernatural vision but simply a photo. It is my background screen on the computer at the moment and it shows two children that I met last week at the tent campaign. It shows Nini, that I wrote about a few days ago. On the picture she is standing with a little boy who looks all too serious. I actually never saw him smiling while he was visiting our tent last week. And I started crying for Nini and for the little boy. I cried because there is no Good News Club in their neighbourhood. I cried because Nini is left behind alone with her newfound trust in Christ. I cried because I don’t have her address. And I cried for the little boy who looked all too serious and sad. I cried for the many ‘Ninis’, I have meet in the past years. And especially for all the ones I haven’t met. In my mind I saw thousand of ‘Ninis’.
And suddenly it became so clear to me again why it is so important to move to Switzerland. Here I can be a part of training the ones who will train the ones who will go and start Good News Clubs around Europe. It became clear how I hopefully through my job directly and indirectly can be a part of inspiring and equipping people to begin more and more and more Good News Clubs. And in the light of that, the challenges of the coming months became so small. When I saw all the children who needed someone who would walk an extra mile, it wasn’t hard to decide to walk that extra mile – for Nini.
Søndag i Schweiz - Sunday in Switzerland



lørdag, juni 23, 2007
Kirken og børnene - The church and the children
Den fantastiske ting er, at evangeliet besidder en fænomenal tiltrækningskraft på små og store. Tænk at se totalt kirkefremmede børn, teenagere og voksne opsluges af Guds ord i vores telt. Vi havde vel 50-60 personer, som kom og gik i teltet. Flere af dem er egentlig alt for store til vores børneprogram, men det forhindrer dem ikke i at lytte og lytte og lytte.
Men hvad var så det triste? Jo, det triste var, at efter tre dage flyttede vi teltet to kilometre op til en lokal frikirke. Vi fortalte børnene, hvordan de skulle finde vej, og vi delte indbydelser ud. Til de fire børnemøder hos den lokale kirke dukkede én kirkefremmed familie med tre personer op.
Interessen for Guds ord var altså tydelig hos de 60, men kun tre (heraf to voksne) formåede at gå de ekstra to kilometre for at få mere af Guds ord.
I Bibelen står der, at hvis nogen beder dig om at gå en mil, så skal du gå to med ham.
Jeg har et vigtigt spørgmål til os kristne:
SKAL BØRNENE KOMME TIL KIRKEN ELLER SKAL KIRKEN KOMME TIL BØRNENE?
During the week that has just passed I experienced both a very wonderful and a very sad thing.
The wonderful thing is that the Gospel contains a phenomenal power to attract people. How wonderful it is to see 50-60 people at our children's tent meetings - many of them way too old for this kind of programme. But they are listening and listening and listening to the Word of God.
But what is the sad thing, then? The sad thing is that after some days we moved the tent two kilometres to a local evangelical church and had children meetings at their place. We explained the way to get there to the children and we handed out invitations. But only ONE family of three members (two adults and a child) showed up.
The 60 people clearly had an interest in the Gospel but most of them did not manage to walk the distance of two kilometres to get more.
The Bible tells us that if anyone asks you to walk a mile with them you should offer to walk two.
Now I have an important question for us as God's people:
SHOULD THE CHILDREN COME TO THE CHURCH OR SHOULD THE CHURCH COME TO THE CHILDREN?
Teltkampagne - Tent campaign

Det var så vidunderligt at være på teltkampagne i Ringsted. Så snart vi ankom, begyndte børn og teenagere at komme forbi for at hilse på os. Vi har været på denne plads hver sommer i 27 år. Der var masser af gode oplevelser i løbet af ugen, men her er den største:
Om onsdagen sad vi i teltet og repeterede Den Ordløse Bog med børnene. Den Ordløse Bog består af fire sider med hver sin farve, som repræsenterer forskellige sider af evangeliet. Mens vi sad og talte, udbrød Nini (navnet er ændret): „Jeg tog imod Jesus i går." Jeg spurgte hende så, hvordan det føltes, og Hamid (navnet er ændret) svarede: „Det føles godt!" Nini fortsatte: „Det var sjovt, og nu er jeg så glad." Jeg fik talt lidt med dem om frelsesvished og gav Nini en andagtsbog. (De muslimske børn må ofte ikke tage imod kristen litteratur, så Hamid fik ikke nogen.) Både Nini og Hamid tog min ordløse bog og rendte rundt i teltet for at fortælle de andre børn evangeliet. Bogen kom tilbage med en del fedtfingre på – men hvad gør det??!! Hvor ville jeg dog ønske, at der var en børneklub i nærheden af disse børn!
søndag, juni 17, 2007
Så starter sommeren - Now the summer begins
Så bed gerne for:
At mange børn må lære Gud at kende
At vi må have energi og kærlighed til hele ugen
At Gud må passe på os.
Now the summer is about to start! Or at least my summer-experiences with CEF. Tomorrow we go on a tent campaign in a town 50 km outside Copenhagen. Here we have been for the last almost 30 years and we have very good contact with the children and adults. However it is really a tough week - the first children show up aorund noon and then it all continues until almost midnight.
So please pray:
That many children will get to know God
That we will have enough energy and love for the whole week
That God will protect us
Lederdag - Meeting for camp staff
Vi startede morgenen med et oplæg om "Gode råd for ledere fra Ordsprogenes bog". Jeg havde forsøgt at gøre det en del interaktivt, og det virkede over al forventning. Lederne - selv de helt unge - delte alt muligt og kom med masser af gode input. Ja, det endte faktisk med, at vi alle frivilligt delte vore svagheder med hinanden og bad for hinanden. Ret bibelsk, faktisk... Sikke nogle coole ledere! Kan man ønske sig mere af en lederdag??
Yesterday we had a day of training for the staff that are going to be at one of our camps this summer.
We began the day with a devotion with good advices for leaders from the Book of Proverbs (Thanks, Gerd-Walter for that devotion in Germany!) I tried to teach with a lot of interaction and it actually worked beyond my expectations! The staff - even the youngest - shared so many wonderful insights. And actually the whole thing ended up with all of us sharing our weaknesses with one another and praying about it. Quite Biblical, actually... Such cool camp staff! Can you ask for more??
torsdag, juni 07, 2007
Søde Hanne - Sweet Hanne
mandag, juni 04, 2007
20 kilometer havudsigt - 20 kilometres of sea view
På vej hjem fra Humlebæk, kan toget ikke komme videre end til Rungsted, og så er gode råd, når man har sin cykel med.
Så selv om de påstår, at der er busser på vej, som måske kan have os cyklister med, så har jeg nu mange års bitter erfaring med aflyste toge og indsatte busser, og jeg vælger derfor at hoppe op på cyklen og køre et par stationer. En midaldrende dame; Lotte, spørger om vi skal følges.
Det bliver to timer på cykel, for hver gang vi kommer til en ny by, hvor toget muligvis går fra, bestemmer vi os for at køre videre. Det er jo så smukt og lunt. Og havet glimter. Og Lotte snakker. Og undervejs kan man jo belønne sig med is osv.
Jeg har altid ønsket at tage en cykeltur langs strandvejen, og nu kan jeg så takke DSB for, at det blev til virkelighed. 20 kilometre med havudsigt. Så de 15 år som togpendler har endelig givet potte.
Actually I have holiday this week but our public transportation can still change the plans of ones day. On my way home from North of Sealand, suddenly the train couldn't go any further. Now I had my bike with me and... With my many years of experience with our public transportation, I decided not to wait for the busses that maybe could bring our bikes back to Copenhagen. So I decided to bike to another train station but instead I end up biking for two hours together with an older lady who asks if she can join me. Because everytime we reach another town we decide to bike to the next. But the journey is beautiful. 20 kilometres of sea view. And the weather is wonderful. One of the first mild summer evenings. And off course we must reward ourselves with ice cream etc. during the journey. I actually always wanted to make this trip on bike - so now after 15 years of regular train journeys, I finally have something to thank our public transportation for.
torsdag, maj 31, 2007
Min mest elskede ven - My most beloved friend

onsdag, maj 30, 2007
Sam

fredag, maj 25, 2007
3 X konferencer - 3 X conferences
at møde gamle venner
at få ny venner
at spille Ligretto næsten hver aften
at svømme med Miriam og Marcus
at sludre med Hanne
at være sammen med min familie (far, Hanna, M&M)
at få god bibelundervisning
at nogle havde skåret grøntsagerne ud for en hver dag i 15 dage
at lære mine nye kolleger lidt bedre at kende
og tusind andre ting
En af de ting, der virkelig rørte mig var at være sammen med så mange mennesker, der bringer store ofre for at Europas børn skal lære Gud at kende. Nogle er langt væk fra deres kære, andre arbejder under ekstreme forhold, nogle lever næsten af "vand og brød" og andre i visse lande sætter faktisk deres liv på spil HVER DAG for at kunne pege på Gud. Og så kan man ikke lade være med at ryste på hovedet over den meget fremherskende holdning blandt kristne i Danmark for øjeblikket om, at vi ikke skal stikke næserne alt for langt frem og fortælle, hvad vi tror på. At vi blot skal nøjes med at vise vores tro i handling. Det er fint og rigtigt at vise sin tro i handling, men det er blot PRÆevangelisation. Hvis vi aldrig fortæller om de gode nyheder om Jesus Kristus, så vil vi blot nøjes med at PRÆ-ge vores omgivelser - aldrig forandre dem.
Hanne fortæller røverhistorier til M&M
Hanne tells stories to M&M
Hanne og jeg lufter vores nye sommersko købt for meget få Euro
Hanne and I showing of in our new summer shoes



Have been sitting and looking at all my pictures from the past 15 days in Germany where I attended three conferences with colleagues from all over Europe and beyond. And I simply want to put all my pictures on the blog (but will spare you...) Because it was some wonderful days. It was wonderful to
meet old friends
get new friends
play Ligretto almost every night
swim with Miriam and Marcus
chat with Hanne
be with my family (Dad, Hanna, M&M)
recieve good Bible teaching
that someone cut the vegetables for me every day for 15 days.
to get to know my new colleagues a bit more
and a thousand other things
One of the things that really toughed me was being with so many people who makes so many sacrifices so that the children of Europe can get to know God. Some work far away from their loved ones. Others work under extreme circumstances. Some have very little to live on and others in certain countries actually put their live at stake every day in order to able to share about God. And it makes me sad when I compare this to the very common view amongst Danish Christians at present that we should not tell about God but only show him through our actions. It is very good to show our faith in action but that is only PRE-evangelization and if we only do that and never share the Good News we are in great danger of only imPREssing people - not lead them to a changing faith.
fredag, maj 11, 2007
Lederkonference - Leadership Conference
'Wow, is it that complicated to leave to become a missionary in another country?' This was probably my first thought here at this leadership conference in Germany where we amongst many other things has had teaching about how to move to another country as a misisonary and how to adapt. Now we are also having teaching about how to interact in a mulitcultural team. First I felt quite overwhelmed about all the horrible psycological phases that I apparently will have to go through. It seemed to me like I was heading towards years of misery. But then I heard from some people, that it was actually a help to know what will happend to accept it much easier. And I already feel much better about the whole thing. I realice that I have tried to deny thinking about how hard it is going to be but now I dare to look at it with more open eyes. So that's a start. Right now I am in the leaving phase and actually I had already started doing some of things by myself that is really good and healthy in order to leave the country in a good way. So that was encouraging. Apparently I am quite normal :-)
mandag, maj 07, 2007
En stor dag - A big day

søndag, april 29, 2007
60 års jubilæum - 60 years anniversary
Men Minnie ligger på hospitalet, så vi kunne ikke fejre hende, men heldigvis kom hendes mand Henry forbi. Og han har jo da været med i 59 år, siden Minnie fik ham lokket til at skrive kartotekskort i 1948. (Åbenbart et scoretrick!)
Vi savnede Minnie, men vi fik en god dag alligevel.

Henry talte om at give stafetten videre, og så var det jo heldigt, at jeg havde fået lokket et par teenagere fra Teens To Children med. Og de kunne jo fortælle om årets påske-outreach og i øvrigt underholde med dukketeater m.m.


Det var hyggeligt at hilse på gamle venner og bekendte. Og så var mine små søskende også med - i daglig tale kaldet M&M, og de var begge i krammehumør, så alt i alt en rigtig hyggelig dag.

Saturday we celebrated that this year it is 60 years since Minnie Eskelund arrived in Denmark and began the work of CEF in Denmark. However - back then her last name was not Eskelund. That came the following year. They were fast in the good old days.
But Minnie was not with us today - she is in hospital. But fortunately her husband Henry joined us and it was very much his day too since he has been a part of CEF for 59 years since Minnie asked him to help filing addresses (aparently an ancient flirting trick).
We missed Minnie a lot but we had a good day.
And Henry talked about passing on the torch. (First picture.)
And that's what we had done by inviting some of the teens from Teens To Children. They shared about our Easter outreach and performed a bit. (Second and third picture.)
It was nice to meet old friends and chat a bit. And my youngest siblings whom we sometimes call M&M were there too and they were in a hugging mood so all together it was a very nice day. (last picture.)
fredag, april 27, 2007
Et nyt perspektiv - A new perspective
Det drejer sig om Filip og Nikolaj, som er to af de dukker, vi tit har med os ud for at holde børnemøder.
Men hvorfor? Hvordan kunne jeg behandle dem sådan? Hvorfor fandt de sig i det? Og vigtigst af alt: Hvad førte mig ud i sådan en situation?
Det hele begyndte onsdag aften, hvor jeg inspireret af meteologerne lagde vintertøjet på loftet og fandt sommertøj og sko frem.
Torsdag morgen forløb således:
7:45 Solen skinner
8:00 Jeg tager fine høje hvide sandaler på
8:30 Mine fødder begynder at gøre ondt
9:30 Min far spørger mig, om jeg halter
9:31 Jeg tager sandaler af og opdager vabler.
9:32 Jeg indser, hvor koldt vores kontorgulv er.
9:40 Jeg kigger mig omkring for at finde noget, jeg kan tage på fødderne... og opdager Filip og Nikolaj
9:41 De indvilger (tror jeg nok).
Resten af dagen går godt for mig - det går faktisk i flyvende fart, da små tøjdyr og vores glatte gulv viser sig at være en utrolig effektiv kombination. Undtagen, når jeg skal op og ned af trapper, så må tempoet sættes drastisk ned.
Min far foreslog, at vi måske kunne udvide vores repetoire på Teens To Children og både have dukker på hænder og fødder for fremtiden. Han syntes, at det måtte give et nyt perspektiv på tingene - ihvertfald for dukkerne.
Det korte af det lange er, at jeg i dag havde mine gummisko på igen.

Sådan skulle mine fødder have set ud igår...
This is how my feet were supposed to look yesterday
Men de endte altså med at se sådan ud
But this is how they ended up looking
Ohhh noooo! Yesterday I have treated two colleagues very badly. I have stepped on them and literally let them bite the dust. I have crushed them for hours.
We are talking about Filip and Nikolaj who are two of the puppets we use in our children meetings.
But how? How could I treat them like this? What incident let me to behave in such a manner? To give the full picture I will rewind the story a few days.
On Wednesday evening I got inspired by the weather forecast to store away my winther clothe in the attic and sort out my summer clothe and shoes.
Then Thursday morning went like this:
7:45 Sun is shining
8:00 I put on my nice high white sandals
8:30 My feet start to hurt
9:30 My dad asks me if I am limping
9:31 I take off my sandals and realise the blisters.
9:32 I realise how cold the floor in our office is.
9:40 I look around to find something to put on my feet... and discovers Filip og Nikolaj
9:41 They agree (I think).
The rest of the day went very well - actually it was flying by - or I was flying since the combination of stuffed animals and our new wodden floor turned out to be an extremely effective combination. My dad even suggested that we expand our puppet shows and put puppets on both hands and feet in the future. He said it might give a new perspective on things - at least for the puppets.
But I must admit that today I put on my sneakers anyway.
onsdag, april 04, 2007
En dejlig afslutning på et dejligt outreach - A wonderful end to a wonderful outreach
Men pludselig kom en mand cyklende på en ladcykel med 4 børn på ladet. "Det var jo dem, vi mødte forleden", udbrød Eva. Og ganske rigtigt. Eva havde stukket dem en indbydelse nogle dage tidligere, og den ældste datter havde virkelig glædet sig til dukketeater og bibelhistorier. Men da tidspunktet nærmede sig, var faderen ikke så begejstret, for han stod lige og repererede hus. Men datteren sagde: "Men se, far, der er også aftensmad!" Og det gjorde udslaget, for faderen var alene hjemme den dag med hans tre børn og en legekammerat. Og så cyklede de til børnemøde, og vi gav den hele armen med sang, dukketeater, bibelhistorier og lege. Og aftensmad! Og nøj, hvor vi hyggede os. Ja, og det gjorde børnene og faderen åbenbart også, for de blev til klokken 20 om aftenen (Mødet sluttede kl 18), og faderen kiggede på vores indbydelse, og sagde: "Hm... Og så skal jeg så lige finde ud af at få forklaret min datters legekammerats forældre, hvad det her lige var. Hun skulle have været hjemme kl 17."

(Bare lidt stemnigsbilleder fra mit teams pauser på vores outreach. Bemærk de våde bukseben: Havet + teenagere = våde bukseben)
(Just some pictures from my team at our cosy breaks between the Easter clubs.)
According to Alex, who was one of the 11 teenagers who attended our Easter club outreach, we had just been going through Hell. I guess, I would have put it differently. But it was true that the day had been rather rough with 20 roudy children at our first Easter club that day. And now we were sitting waiting for the last Easter club to begin. But only two (Christian) children showed up and I feared that our outreach would end with an anti-climax after several days of wonderful children meetings and fun fellowship with the teens.
His daughter had got an invitation two days earlier and really wanted to hear the Bible stories and see the puppet shows. Her father had hesitated but the daughter had convinced by showing him the invitation and stating that there would be supper as well. And that convinced the father to go since he was alone with all the children that day and had to cook.
And we all had a really good time! And the family enjoyed themselves so much that the stayed two ours after the meeting had finished just hanging out with with us all. What a fun way to end a wonderful Easter outreach!
