Langs vejen gennem de sidste to måneder - On the road during the last two months

Nogle gange befinder man sig langt hjemmefra i ukendte omgivelser. Det tager noget tid, at indstille sig på, at nu er man her.

Sometimes you find yourself far from home and in unknown territory. It takes time to get accustomed to where you are.

Og så, når man endelig har fundet sig til rette og tror, at man skal til at suse derudad, bliver man pludselig nødt til at sætte farten ned.

When you finally begin to settle in and think that now it’s time to get going, you are suddenly forced to slow down.

Jeg havde jo længe ventet, at jeg måske lige skulle have et lille kirurgisk indgreb, der kunne klares over få dage, men som beskrevet i sidste nyhedsbrev, meldte der sig pludselig et uventet stop-signal. Jeg skulle igennem en større operation og måtte lave alle efterårets planer om. Der var kort tid til at indstille sig på det, men jeg oplevede virkelig, at Gud gav mig fred i det hele. Det var også utrolig dejligt at modtage mange opmuntrende e-mails og breve hjemmefra i den periode.

I had known for a long time that it would be necessary to undergo a small operation, with a few days off work, but as you read in my last news letter, an unexpected STOP sign appeared. The operation proved to be more serious than expected and all of my plans for the autumn had to be changed. There wasn’t much time to get used to the idea, but I really experienced the peace of God throughout. It was also so good getting many encouraging emails and letters during this time.

Operationen gik godt, men mens jeg lå og vågnede op, tog kursen alligevel en lidt anden drejning, end jeg havde forestillet mig. Lægen kom forbi og sagde, at han frygtede, at jeg måske havde kræft og derfor havde taget en masse prøver, som nu skulle testes. Hvor var jeg dog glad for, at min far var taget til Schweiz og kunne være sammen med mig de næste dage, hvor jeg både skulle komme mig ovenpå en operation og ligge i uvisheden og vente.

The operation went well, but as I lay recovering from the anaesthetic, the way took an unexpected turn. My doctor told me of his fears of possible cancer and that he had taken biopsies which now had to be tested. How grateful I was that my father had come to Switzerland and was with me in the following days, where I both had to recover from the operation and to struggle with the waiting and uncertainty as to the outcome of the tests.

Nogle gange føltes det, som om den ene sten efter den anden væltede ned over mig, og mange tanker gik tilbage til min mors sygdom og død for 11 år siden. Men samtidig oplevede jeg igen og igen at ligge trygt i min himmelske fars hånd.

Sometimes it felt as if one boulder after another crashed down over me as my thoughts constantly returned to my mother’s illness and death 11 years ago. At the same time, I experienced again and again the feeling of being held securely in my heavenly Father’s hand.

Heldigvis fik jeg endelig svar om, at alt var i orden. Sikke en lettelse!! Det tager faktisk noget tid at fatte og forstå dybden af sådan en dejlig besked.

Finally word came that all the tests were fine. What a relief!! It takes time to grasp and understand the full meaning of such a fantastic answer.

Og så var det bare at tage den med ro og lade kroppen genopbygge sig selv. Det har ikke altid været lige nemt – især ikke at ligge i et fremmed land og ingenting rigtig at kunne, men samtidig har Gud virkelig brugt tiden til noget godt. Man kan måske ligefrem sige, at mens kroppen blev genopbygget, var troen også under ombygning – eller opbygning, så den kunne styrkes og måske endda forbedres lidt. Samtidig var det nu også fantastisk at få breve, mails og pakker fra Danmark. Jeg fik vist nærmest 15 forskellige dameblade i de uger, og ingen af dem var ens! Faaantastisk!

Now it was time to simply take it easy and allow my body to recuperate and heal itself. That hasn’t been so easy – especially lying here in a foreign country, unable to do anything. But God has really used this time for something good. You might even say that while my body was being built up again so was my faith – being both strengthened and improved. At the same time, it was wonderful getting letters, mail and packages from Denmark and abroad. I think I got about 15 women’s magazines in those weeks, not one of which was the same! Fantaaaastic!

Nu har jeg været til det sidste check-up hos lægen og alt er i orden, så det er helt vildt dejligt. Selv om jeg endnu ikke er oppe på fulde omdrejninger endnu, kan jeg begynde at gasse lidt op og glæde mig til december, hvor jeg igen må løbe, hoppe og forhåbentlig også har fået lidt flere kræfter.

Tusind tak for al jeres støtte og opbakning. Den er altid vildt vigtig men de sidste måneder har den været om muligt endnu mere uvurderlig! Jeg sætter utrolig stor pris på jer alle!

I’ve just been to my final check up with the doctor and everything is fine, so that is completely brilliant. Even though I’m not up to full speed yet, I can begin to put my foot on the gas pedal again. I can’t wait until December, when I’m finally allowed to run and jump again and hopefully also have renewed energy levels.

Thank you so much for all your support which has always been important for me, but which, in these last months, has been invaluable. Your interest and support means so much to me!

Tiden læger alle sår - Time heals all wounds

Ja, jeg beklager frygteligt, at jeg har været sådan en dårlig blogger her på det sidste, men efter jeg kom tilbage fra DK, har jeg måttet bruge så meget energi på at nå alt det, jeg skulle nå. Jeg har arbejdet halv tid hver dag og måttet forsøge at samle en masse løse ender. Derudover har der været lægebesøg, tid til at slappe af, og så motion. Stille og roligt skal kroppen i form igen, så jeg får udforsket mit nabolag med alle de gåture.

I torsdags var jeg til slut-kontrol hos lægen og alt ser fint og godt ud, så nu er det tilbage på fuld tid fra på mandag. Dog må jeg nok tage nogle små pauser i ny og næ og lægge mig lidt. Men mon ikke det hele kommer til at hænge sammen alligevel?

Yeah, I am really sorry that I have been such a bad blogger lately but after returning from Denmark I was just trying to make ends meet and getting everything done that needed my attention: Work issues, relaxing, doctor's visits and exercise. I try to build up my body again after the operation so I really get to know my neighbourhood from all the walking.

This Thursday I went for the final check up at the doctor and everything looks fine so now it is back on full time work from Monday - or almost full time because I probably still need to rest a bit from time to time.

Danmark - Denmark

Ja, altså, efter at have ligget syg et par uger i Schweiz, blev jeg bekymret for en endu værre tilstand end min post-operation-tilstand nemlig en tilstand af seriøs kedsomhed! Heldigvis fik min fantastiske veninde Anna mig overbevist om at skynde mig til Danmark og det gjorde jeg så . Selvfølgelig kunne jeg ikke suse omkring, som jeg plejer, når jeg er i DK, mæn altså hvor var det dejligt at

Blive budt velkommen med flag af det meste af min familie og især af Jonatan

Spise dansk smørrebrød og en træstamme med Kathrine og fejre det lille liv, der gror på bedste vis i hende

Stirre ud over havet og få en lille sludder med Gud Almægtig.

Og hygge og hænge med alle jer andre, jeg fik mulighed for at slappe af sammen med.

Yeah, after some weeks of recovery in Switzerland I was starting to worry for a much worse condition than my post operation condition - more precisely the condition of severe boredom! So my good friend Anna convinced me of the neccesity of going to Denmark! And so I did for 10 days! Off course I could not cruise around as much as I normally do when I am in DK but it was awesome to

Be welcomed with flags by most of my family end especially Jonatan (First picture)

Eating my favourite Danish food with Kathrine (Second picture)

Staring at the sea and having a little chat with God the Almighty (Third picture)

And just hanging and relaxing with all the rest of you people who came around to see me.

Ar - Scars

Jeg har spekuleret lidt over ar i den senere tid. Folk har altid en masse spændende historier, når man spørger dem, hvordan de fik deres ar.

Lige nu er mit ar efter operationen ved at hele. Når jeg kigger på det, tænker jeg med taknemmelighed på min kirurg. Da han så det gamle ar fra min operation for to år siden, så blev han vred på den tidligere kirurg. Det var nu heller ikke for kønt. Så under denne operation bestemte han sig for at skære det af og lave et nyt. Og her gik jeg rundt og troede, at ar er noget man har for livstid! Da jeg kun var delvist bedøvet under operationen, kunne jeg mærke, at han tog sig MEGET god tid til at sy mig sammen. Men historien slutter ikke der, for denne travle karrieremand har også taget sig tid til at ordinere mig et specielt dyrt plaster til tre måneder for at mit ar skal blive pænt som muligt (plasteret bliver betalt af min forsikring!). Og næste gang, jeg skal til check-up, vil han give mig en speciel creme, som plastikkirurger bruger for at få det optimalt pæne ar. Jeg tror, at han går mere op i mit ar, end jeg gør. Jeg tror, at jeg ender med at få et smukt ar. På en måde er jeg ligefrem stolt af det ar. Det fortæller en historie. En historie om Guds trofasthed, om den styrke man kan finde i ham og sammen med sine nærmeste til at gennemgå svære ting.

Mit ar får mig til at tænke på ar, der ikke er fysiske. Vi anklager tit Gud, når der sker noget dårligt i vores liv og spørger: ”Hvorfor, hvorfor?” Man får sjældent får et svar på det spørgsmål, og derfor spørger jeg i stedet ”Hvordan, hvordan… kommer jeg igennem dette?” For Gud har en plan. Han er også trist over, at livet efterlader os med sår, men han ønsker at de skal hele så smukt som muligt. Han vil gerne hjælpe os med det, men vi må følge hans råd. Han er den store kirurg. Og selv hvis et ar ikke er blevet så pænt, fordi det ikke har fået optimale vilkår, så kan han stadig rette op på det. Han kan gøre det smukt! Et grimt ar behøver ikke være et grimt ar for livstid! Der kan rettes op på det, hvis vi tør at lægge os i den store kirurgs hænder. Et ar kan komme til at vidne om Guds trofasthed og om den styrke, han kan give os til at gennemgå svære ting.

I have pondered a bit about scars lately. People always seem to have interesting stories, when you ask them how they got their scars.

At the moment my wound after the operation is healing and is becoming a scar. When I look at it, I think of my surgeon with thankfulness. When he saw my old scar from a previous operation, he got angry with my previous surgeon. I don’t blame him - it was not that pretty. So during this operation, he decided to cut it off and make a new one. And here I always thought a scar was a scar for life! During the operation I was only under partly anaesthetic so I could sense that he took a LOT of time to sew me together. But the story doesn’t end there because this successful surgeon has also taken the time and effort to ordinate a special expensive bandage for me for three months (paid by my insurance!). And at the next check-up he will give me a special lotion that is used by plastic surgeons to make sure that the scar becomes as pretty as possible. He almost cares more about my scar than I do and I think I will end up with a pretty scar. In one way I am even proud of this scar. It tells a story. A story of God’s faithfulness and the strength we can find in him and with our friends and families when we have to go through difficult stuff.

My scar also makes me think about scars that are not physical. We often accuse God when bad things happen and we ask him, “Why, why???” It is my experience that we don’t get the answer to that question very often. So instead I ask, “How, how… can I get through this?” Because God has a plan. He is oh so sad when life leaves us with ugly wounds, and he wants them to heal as beautiful as possible. He wants to help us with that process but we need to follow his advice. He is the big surgeon. And even if a scar does not heal so well, because it did not get a good treatment for one reason or the other, he can still fix it. He can make it beautiful. An ugly scar does not need to be ugly forever. It can be redone if we dare to go under surgery again. A scar can be a testimony of God’s faithfulness and the strength he gives us.